Begonia: Gode råd til pasning af Begoniaer

Når du har investeret i en Begonia blomst, så er der forskellige elementer, som du skal være opmærksom på. For ligesom med mennesker så har planter også sine præferencer, og derfor er det nødvendigt at kende til plantens ”behov”.

En Begonia kan både være en potteplante og en udplantningsplante, men der er forskellige kulturer i forhold til de to. Som udplantningsplante anvendes især Begonia semperflorens hybrider og knoldbegoniaer. Begge har brug for meget sol og godt gødet jord.

Begonia-slægten

Begonia blomster er at finde i mange hjem og haver, og deres små farvestrålende blomster kan live ethvert hjem op. Navnet Begonia er givet til ære for Michel Begon (1638-1710). Han var guvernør i Fransk Canada, og hans store passion var botanik. Derfor var navnet Begonia perfekt til denne omfangsrige blomsterslægt, som består af omkring 1000 forskellige arter, hybrider og krydsninger. Begonia planterne vokser og trives i især fire områder af verden:

  • Amazonområdet
  • Asien
  • Vestafrika
  • Nordøstafrika

Det er selvfølgelige forskellige arter af Begonia blomster, som vokser i de forskellige verdensdele, da de hver især har sine krav til klimaet. Nogle elsker varme og fugt, andre planter vil gerne have det tørt og meget solrigt. Det tilføjer bare til den charme, som de små Begoniaer har.

Som udgangspunkt er Begonia en potteplante, men den egner sig ligeledes til at blive plantet ud i haven. En kæmpe fordel ved Begonia planterne er, at de har blomstring hele året. Det vil sige, at når det er mørkt og trist i vintermåneden, så kan en Begonia plante sætte lidt farver i hjemmet.

Dog skal man lige huske, at der er mange forskellige arter, hvilket betyder, at der kan være forskelle i blomstringen. En Begonia Semperflorens blomstrer for eksempel mellem maj og oktober, hvorimod en Begonia Socotrana bærer små rosenrøde blomster i løbet af vintermåneden.

begonia hvid

Den kære Begonia slægt har mange medlemmer og for at gøre familietræet lidt mere overskuelig, så har man opdelt slægten i seks grupper med hver sine unikke kendetegn. Det er umuligt at dække alle sorterne, da der er over 1000 forskellige arter, men følgende kan du få et overblik over de seks grupper som Begonia-slægten er opdelt i.

Loraine-begonia

I 1893 blev Gloire de Lorraine bragt i handlen. Det er en krydsning mellem Begonia dregei og Begonia socotrana, og er en julebegonia. Denne har lagt navn til hele Loraine-slægten, og blandt sorterne er Konkurrent planten, hvis kendetegn er sine store blomster og blade. Ens for denne slægt er, at de blomstrer tidligt samt er rig på blomster. De er egnet som hængeplanter, men er meget følsomme over for meldug.

Elatior-hybrider

I 1883 krydsede man Begonia socotrana og Begonia tuberhybrida, og fik den nye sort Heal John. Siden da er flere sorter inden for denne slægt opstået som for eksempel Schwabenland og Aphrodite. Blomsterne er at finde i varme gule og orange nuancer samt de røde farvetoner.

Semperflorens-hybrider

Denne gruppe er ligeledes en hybrid, hvori Begonia semperflo¬rens indgår, og denne sort bruges primært til udplantning. Disse Begoniaer er ikke særlig krævende, når det kommer til pasning. Det skal dog påpeges, at de lidt ældre sorter ikke er så vilde med mørkt og dårligt vejr. Det kan resultere i, at de får mindre blomster. Derudover er de modtagelige over for svampeangreb. F1-hybrider er dog mere modstandsdygtige over for både svampeangreb og dårligt vejr.

Knoldbegonia-hybrider

Disse begonia arter er med rodknold, og de kan opdeles ydereligere i storblomstrede hybrider, hybrider med middelstore blomster, småblomstrede hybrider og hængende hybrider. Der er store forskelle på de forskellige knoldbegoniaer, og som navnene indikerer, så ligger mange af forskellene i størrelsen af deres blomster.

Bladbegonia-gruppen

Denne art bliver dyrket på grund af deres blade, og der er utallige hybrider og krydsninger, hvor primært Begonia Rex indgår. De fleste Rex-hybrider er skabt før 1940, for eksempel blev Begonia diadema indført i 1881 fra Borneo.

Andre Begoniaer arter

De ovennævnte grupper er hybrider, men der er selvfølgelig nogle Begoniaer, som ikke er hybrider, men er dem, som er blevet anvendt til at skabe hybriderne. For eksempel Begonia boliviensis som stammer fra Bolivia og Peru. Den blev indført i Europa i midten af det 18. århundrede.

Det er en kraftig, opretvoksende og stærkt forgrenet plante med glatte stængler. Bladene er små og lancetformede. Den blomstrer om sommeren med klokkelignende og cinnoberrøde blomster. Der er også Begonia scharffiana, som stammer fra Brasilien. Den har hel randede blade med mørkolivengrønne oversider og røde undersider.

Planten blomstrer om efteråret med hvide blomster. Begonia dregei stammer fra Kaplandet og har røde stængler samt bladene er mørkegrønne med røde bladnerver. Blomsterne er små og hvide. Den er stamform til julebegoniaen (Lorraine-hybriderne). Det var blot nogle af de begonier, som ikke hører under hybridgrupperne.

Som potteplante

begonia potteplanteJulebegoniaer (elatior-hybrider) og bladbegoniaer er typisk dem, som bliver anvendt som potteplanter. Julebegoniaer trives i fugtig luft med en masse lys og vand. Derudover er det en god ide at give dem gødning ofte.

Når de er afblomstrede, kan du skære dem tilbage. Efter tilbageskæringen skal du lade dem stå i nogle uger, for derefter at potte dem om. Efter dette skal de bare passes på normal vis.

Bladbegoniaer kan ikke tåle at stå direkte i solen, så de kan sagtens stå i et mørkt hjørne. De vokser meget om sommeren, og har derfor også brug for en masse vand og næring.

Om vinteren er væksten mindre, og derfor skal der spares på vandet. Jorden må ikke tørre ud, men det skal heller ikke drive.

Pasning af Begonia inde:

  • Om vinteren placeres planterne på et lyst sted, gerne i en urtepotteskjuler.
  • Om sommeren kan Begonia placeres på et mere skygget sted inde i stuen, eller i et en nordvendt vindueskarm.
  • Det er ikke nødvendigt at gøde planten. Almindeligt vand et par gange om ugen er tilstrækkelig næring. Nip gerne de visne blomster af.

Udplantning

Begonier er meget velegnet til udplantning i krukker. Står de i let skygge i læ, så blomstre de hele sommeren, lige indtil frosten.

Begonier plantes i krukker med en almindelig god jord, eventuelt iblandet sphagnum. De placeres lyst, gerne mod nord, da de ikke kan lide direkte stærk sol hele dagen. Begonier ynder en lidt beskyttet plads i læ. De vil også trives fint i en udestue, en veranda eller under et halvtag i haven.

Sådan passer du Begonier ude:

  • Begonier vandes en eller flere gange om ugen afhængig af hvor stor potten er, og afhængig af om solen har skinnet eller det har regnet.
  • Begonier kan tåle en let kortvarig udtørring, men skal derefter vandes langsomt op – ikke druknes i vand. Begonier skal gødes sparsomt med en flydende gødning i vandingsvandet.
  • Begonier kan sættes ud så snart faren for nattefrost er ovre, gerne engang i maj måned. De vi så blomstre uafbrudt lige til efteråret kommer.

Formering

Begonia semperflorens hybriderne og knoldbegonierne formeres ved frø. Begoniefrø er meget små, og hvis du bare har et gram frø, så svarer det til 75.000 frø. Og da de er meget små, så må de ikke tildækkes af jorden. De skal kun trykkes lidt, og de skal være fint fordelt i såkassen.

Du skal så frøene i januar og februar samt jorden skal være omkring 18 grader. Såkassen skal tildækkes med et lag plastic, dermed bliver der holdt en høj luftfugtighed. Når de små frø begynder at spire, så afdækkes de med papir, så solen ikke skader dem.

Når de begynder at vokse sig større, men stadig er meget små, så skal de prikles om, hvilket er nemmest med en lille tilspidset pind, som kan bruges til at løfte de små planter op fra såkassen. En anden tilspidset pind buges til at lave et lille hul i den nye priklejord. Derefter placeres de små planter en efter en i de små huller – deres nye hjem.

Temperaturen skal være på omkring 23 grader. Når planterne har vokset endnu mere, og deres små blade begynder at dække jorden, så skal omprikles igen. Temperaturen skal stille og roligt sænkes, da de gerne skal kunne vænne sig til betingelserne ude i haven. Når de skal plantes ud, skal der være en afstand på 20-25 cm i mellem dem. Knoldbegonier bør ikke udplantes før den 1. juni, da de ikke er glade for nattefrost.

Den ovennævnte formering er helt fra bunden, men ofte så købes færdigkultiverede Begonia semperflorens hybrider eller lægge klare knoldbegonia-knolde til udplantning i haven.

begonia gul

Sygdomme og skadedyr

Begoniaer er ikke en plante, som rammes af mange sygdomme, men dem som de kan få er meget alvorlige, og desværre også svære at bekæmpe. Bakterieangreb kan få planten til at få misfarvede stængler og bladstilke samt at bladene vil begynde at visne fra randen. Sygdommen er utrolig smitsom, og den kan blandt andet blive smittet gennem vanding. Desværre er der ikke nogen form for bekæmpelse. Det eneste, du kan gøre, er hurtigt at få fjernet de smittede planter.

Meldug er en svampesygdom, som ældre begoniehybrider nemt angribes af. Du kan se, at din plante er smittet, hvis hvide pletter viser sig på stænglen, bladene eller blomsterne. Det er muligt at bekæmpe meldug med svovlholdige sprøjtemidler. Der er dog den ulempe, at blomsterne og bladene ikke kan tåle svovlsyre. Det vil sige, at du kun kan anvende svovlsyre inden selve blomstringen. Luseangreb kan klares ved hjælp af godkendt skadedyrsmiddel.

Begonia Blomsten

Der er mange ting i hverdagen, som mennesker er uenige omkring. Nogle elsker snevejr, andre synes det kun er til besvær. Andre elsker at ligge ved stranden, andre gør sit for at undgå det, da de ikke kan lide, at sandet finder ind alle steder. Men der er dog én ting, som kan forene folk – blomster og planter.

Det lyder måske mærkeligt, men kender du måske nogen, som ikke bliver glad for at få en blomst? Blomster har en unik evne til at gøre folk glade, og derfor har mange blomster også en speciel plads i menneskers liv. Prøv bare at google blomster, og det vil vælte frem med sider, som er tilegnet blomster, deres betydning, hvordan de skal passes, og jeg kunne blive ved.

Denne fascination af blomster vil altid følge mennesker, og de fleste har sikkert en blomst eller plante, som de foretrækker. Begonia er en af mine favoriter.

 

 

Click Here to Leave a Comment Below 0 comments

Leave a Reply: