Kold men hyggelig dag i haven

Det bider godt nok i kinderne i dag, men lidt fik jeg da lavet i eftermiddagens løb. Og det var såmænd helt hyggeligt at gå derude i vinden og glæde sig over alle de små forårstegn.

De sidste påskeklokker er klippet ned. Uh, det var en ordentlig omgang at komme igennem, men nu kan bedet klare sig de næste måneder uden min indblanding. I løbet af sommeren skal det lige have en hurtig omgang med falkeblikket og klør fem, så enkelte ukrudtsplanter ikke begynder at føle sig alt for trygge, men ellers kan planterne klare sig selv indtil næste forår.

Under påskeklokkernes gamle blade fandt jeg en vinbjergsnegl. Døren til dens hus var ganske vist stadig stængt og lukket, men alene det faktum, at sneglen har bevæget sig fra vinterhiet nede i jorden og op til overfladen, er da tegn på forår.

Jeg har aldrig begrebet, hvordan sneglene bærer sig ad med at grave sig op af jorden. Et er, at de om efteråret kan lave et hul og en lille hule ved at bore foden og kroppen ned i den porøse muld og dernæst danne en plade af kalk, som de lukker ”døren” til sneglehuset med. Men at de om foråret kan rokke sig op til jordoverfladen uden at åbne selvsamme dør er da fascinerende.

Vinbjergsneglen ligger altid med åbningen opad. Først når det bliver tilpas varmt om foråret, skubber den døren væk og tager hul på et nyt år i haven.

Det hænder i øvrigt, at jeg finder sådanne sneglehus-døre rundt om i haven. De ligner små kalkflager og er forbavsende stærke. Ikke sært at vinbjergsnegle foretrækker kalkholdig jord med al den kalk de bruger til både hus og dør.

Små violer i haven

Dagens bedste oplevelse var dog gensynet med den lille blå viol. Den stod og puttede sig i en lun krog under havens brede ribsbuske, og jeg havde nær overset den. I første omgang var det vist kun min underbevidsthed, der lagde mærke til den skønne forårsbebuder.

Det er en sjov fornemmelse, når underbevidstheden tager over. Det er næsten som om en stemme siger et eller andet: Hov Inge, stop lige og se dig ordentlig for!

Og så står jeg ellers dér og glor 😉 Indtil jeg endelig får øje på noget særligt. I dag var det den lille og ydmyge martsviol, der dufter så henrivende. Tak til både den og min opmærksomme underbevidsthed 🙂