Værn om det, der trives i haven

Det er nu, mens jeg går og luger i staudebedene, at jeg får ideer og kan se, hvor noget står for tæt og andet for spredt.

Som tommelfingerregel lader jeg det, der trives og vokser, blive stående. De stauder, blomster og buske, der derimod ser triste og trætte ud, får en anden plads, der passer bedre til deres vækstkrav.

Når jeg læser i havebøger, står der ganske vist tit, at stauder bør deles og flyttes, når de bliver for store. Jamen, hvorfor dog det? Hvorfor lave noget om, der fungerer?

Nå ja, jeg kender skam godt alle de gartnertekniske begrundelser og forklaringer. Men min have er ikke til pryd og fremvisning … den er derimod til doven fryd og naturlig glæde.

Høstanemonerne trives så flot under det gamle æbletræ, og i tiden løb har de dannet en hel skov. Det er så sket på bekostning af silkepæonerne, som i øvrigt heller ikke var specielt begejstrede for placeringen i takt med, at æbletræets krogede grene strakte sig længere og længere ud over dem.

Der er nok mange haveejere, der ville have beskåret træet og holdt høstanemonerne i stram snor, for uden silkepæoner eller andre stauder, er bedet jo noget grønt og kedeligt midt på sommeren. Men jeg har altså valgt at flytte pæonerne til en mere solrig plet, hvor de virkelig trives, og så ellers lade sensommerens lyserøde blomsterflor være totalt dominerende.

Sådan er det også i naturen. Her er det også de planter, der trives, der vinder kampen om pladsen.