Udsyn eller indsigt

Jeg har netop snakket med en kunde, der efterlyser grounding og sjælero i sin have. Hun vil gerne have et sted med plads til meditation og nærvær, men samtidig skal der være højt til himlen og masser af lys og luft

Det var godt, hun lige fik det sidste med, for når jeg hører ord som ro og jordforbindelse, så er jeg straks inde i den store, stille skov. Med brede trækroner, fuglekvidder, sval skygge og plads til hviskende fortrolighed.

Set med mine øjne er skoven desuden et mægtigt kraftværk, der omdanner fæl CO2 til forfriskende ilt, som mennesker og dyr ikke kan leve foruden. Hvis blot der var langt mere skov på jordkloden, ville global opvarmning næppe være et problem.

Når jeg skal samle energi og inspiration, søger jeg ud i skoven eller smutter ned på min havebænk under bøgetræet. Men jeg har en mistanke om, at min kunde opfatter mig som hulemenneske og tryghedsnarkoman.

Så der er ingen tvivl om, at hendes have skal være diametral modsat min. I stedet for høje hække, skal hun have lave stauderabatter. I stedet for skyggefulde hjørner, skal hun have solåbne pladser, hvor hun kan dyrke yoga og meditere under den blå himmel – og i stedet for høje træer, vil hun sikkert foretrække yndefulde sommerfuglebuske.

Jeg kan næsten se hende gå rundt i en halvvild præriehave, hvor vinden leger med hendes hår og sommerfuglene danser om nøgne arme og ben. Hvor dufte, sol, summen og lærkesang går op i en højere enhed, og hvor tankerne kan svæve frit.

Det vil blive en vidunderlig have … med et varmt og blomstrende nærvær, der danner grobund for udsyn og altfavnende kærlighed, og jeg glæder mig allerede til at se det færdige resultat. Men jeg ved også, at jeg vil nyde at komme hjem til min egen have, hvor krogede træer, blødt mos og pindsvinets puslen i det tætte krat giver plads til eftertanke og indsigt i sindets uendelige verden.

Sådan er vi så forskellige, vi mennesker – og gudskelov for det!