Tanker i regnen

Jeg har lige gået en lille tur i min have. Det småregnede, fingrene blev hurtigt kolde, og jeg savnede sommerens muntre summen af humlebier. Jeg synes, efteråret er kommet alt for hurtigt, men samtidig nyder jeg farverne, stilheden og tiden til eftertanke.

Snebollebusken lyser op i haven med sine røde blade, der leder tanken hen på en glødende brændeovn. Tænk, at jeg var tæt på at rive busken op med rode, da vi i sin tid overtog haven. Dengang stod den slemt i vejen, men så plantede vi lidt stauder under den, udvidede terrassen en smule og ændrede stiens forløb. Siden da har snebollebusken været en integreret del af terrassen og fungerer perfekt som levende parasol. På varme dage flytter jeg stolen hen til busken, og så kan jeg ellers sidde i timevis og læse, skrive eller småsove i den svale skygge.

En anden busk, som jeg også holder utrolig meget af, er den høje, japanske kvæde. Jeg kender desværre ikke sortsnavnet, men om foråret er den gudeskøn med sine henrivende karmoisinrøde blomster – og netop nu står den med store, gulgrønne og stenhårde kvæder.

Solsortene plejer at spise kvæderne sidst på vinteren, men ellers hænder det, at de hårde frugter spirer og bliver til nye kvæder, som kan plantes rundt om i haven eller gives væk til nye hjem.

Kvæden står i kanten af staudebedet, hvor skt hansurtens tætte skærme danner et helt tæppe. Ja, faktisk har de fuldkommen samme farve, som det lodne tæppe i mit barndomshjem. Måske er det derfor, jeg er så glad for dem. Selv på denne regntunge efterårsdag synes jeg, at stauderne fylder haven med varme og tryghed. De er så robuste og stabile – og så er de utrolig gode til at holde selv det mest genstridige ukrudt på afstand.

Det er påskeklokkerne også. De breder sig fornøjet under hasselbuskene og sørger for, at haven er grøn og glad det meste af året. Modsat de fine, lave og lidt sarte juleroser, som påskeklokkerne ofte forveksles med, så selvsår de sig energisk, og for hvert år står de tættere og tættere. Skulle jeg vælge et bunddække frem for andre, tror jeg næsten, at det ville blive påskeklokkerne.

Skulle jeg derimod vælge en blomst frem for andre, ville jeg komme frygtelig i tvivl. De har jo hver især deres fortrin og er smukke på hver deres måde. I februar vil haven da være så trist uden solskinsgule erantis og elegante vintergækker. I marts knuselsker jeg de mørkviolette krokus, og i april står påskeliljerne mit hjerte nærmest. Maj er ensbetydende med forglemmigej i himmelblå striber, og når juni starter, begynder det helt store orgie med akelejer, iris, valmuer og pæoner. Dernæst kommer sommerferien, duftende latyrus og vidunderlige dagliljer – og i august og september er georginerne mine klare favoritter.

Oktober? – Jo, da kommer rosen ind på en suveræn førsteplads. Denne skønne dronning, som står øverst på så mange haveejeres hitliste, glæder og fryder mig selvfølgelig hele sommeren. Men det er først nu, hvor havens øvrige blomster bøjer de visne hoveder og takker af, at jeg for alvor falder i staver ved rosenbedet. Så sart, så smuk, så stolt – oh, ræk mig et løfterigt kys om snarlig sommer af din blodrøde mund.

Og for så lige at slutte med en praktisk bemærkning, så vent til foråret med at klippe roserne ned. Vinterens frost ødelægger ofte den øverste del af grenene – og jo kortere grene, jo mindre rose til foråret.

Mange regnvåde men glade havehilsner