Store plantedag i haven

Det har været store omplantningsdag i dag – og så bliver man både træt og meget, meget beskidt. Så nu sidder jeg her med et krus dampende the, ømme muskler og sorte negle, mens vaskemaskinen snurrer.

Dagens opgave gik ud på at flytte 11 kristtorn fra en halvskummel placering bag stalden, hvor jeg for et par år siden havde planer om en lille stedsegrøn skov. Det projekt er dog aldrig blevet den store succes, så da den voldsomme storm i mandags lagde hjortetakstræet i forhaven ned, besluttede jeg at give de forhutlede kristtorn en chance herinde i haven.

For at få plads nok, skulle en flok gamle og næsten udgåede hyld dog først graves op. Det var unægtelig mere, end jeg kunne klare, og jeg havde også en lusket mistanke om, at kristtornene ville blive en fæl udfordring, så manden min måtte i aktion. Den slags gør han altid glad og gerne, men jeg må indrømme, at jeg ikke kan følge med.

Vores arbejdsfordeling går ud på, at jeg måler op og sætter pæle på de steder, hvor der skal plantes, imens hans graver de planter, der skal flyttes, op. Dernæst graver han nye huller på de afmærkede steder, hvorefter jeg planter/dækker til.
Men selvom jeg skynder mig, så sakker jeg altid ubehjælpeligt bagud. Og før jeg ser mig om, kommer han fornøjet fløjtende med flere planter, som jeg slet ikke har fået målt op til endnu.

Jeg tror, det er den slags situationer, der får min kære gemal til at mene, at jeg nemt bliver hysterisk 😉 😉 😉

Halloween og hidsige hekse

Nå, men nu står de 11 kristtorn i alt fald godt og trygt derude bag staudebedet, hvor de forhåbentlig vil trives. Når vi bliver gamle, kan min mand og jeg så sidde herinde i stuen og kigge ud på de smukke stedsegrønne planter, mens vi husker, mindes og måske griner lidt af temperamentsfulde stunder.

Tja, tiden går – og selvom vi planter håbefuldt, så minder efteråret og halloween mig også om, at vi ikke kender fremtiden.

Halloween er i øvrigt en pudsig skik, som jeg ikke helt ved, om jeg kan lide eller ikke lide. Jeg er pjattet med de store orange græskar, der lyser flot op i efterårshaven, og jeg har også en svaghed for hidsige hekse, der griner hånligt af flinkeskolen.

Men jeg synes egentlig, at den kristne tradition med at fejre Alle Helgens Aften og mindes vor kære afdøde, er langt smukkere end halloweens flirten med ånder og spøgelser.