Sneglenes liv
Jordens over 40.000 sneglearter tilhører klassen “Gastropoda”. Det er sammensat af de latinske ord for “mave” og “fod” – og dermed er det vigtigste sagt om snegle: de består af én stor fod, der kan bevæge dem derhen, hvor de kan fylde deres store maver.
De fleste snegle lever i hav, søer og moser. Landsnegle er oprindeligt vanddyr, og selvom de gik på land for 300 millioner år siden, har de stadig brug for konstant fugtighed. Derfor findes de ikke i ørkener og de arktiske egne, hvor der er lige så tørt. Til gengæld stortrives de overalt, hvor der er fugtigt en del af året eller hele året.
Snegle kan være fra 1 millimeter lange til mere end 1 meter. Nogle af dem har hus på ryggen, andre er nøgne – forskerne mener, at det er en tilpasning til kalkfattige miljøer.
Snegle er hermafroditter, dvs. tvekønnede. De befrugter hinanden og begge parter kan lægge æg – snegle kan altså producere dobbelt så mange efterkommere som andre dyrearter. Selvbefrugtning forekommer, men så sjældent, at man nok ikke skal satse på denne metode til sneglebegrænsning.
En enkelt snegl kan lægge op til 400 æg gennem en sæson. De lægges i klumper i små huller i jorden, visne blade, hulrum i stensætninger eller andre steder, hvor solen ikke kan nå dem. Æggene er hvide og 2-4 mm i diameter, så klumperne på ca. 40 æg er til at få øje på. Der er ingen form for yngelpleje. Når den langsommelige og ikke særligt yndige parring er overstået og æggene er lagt, vender de voksne snegle tilbage til deres eneste beskæftigelse: planteæderi.
Æggene klækkes efter 10-21 dage, alt efter jordtemperatur og vejrlig. Men et langt køligt forår er ingen garanti for et dårligt snegleår: æggene kan udvikle sig i jordtemperaturer ned til 4° C, blot jorden er fugtig nok. I meget regnfulde forår og somre kan æggene og små, nyudklækkede snegle dog drukne.
De nye snegle klækkes som færdige individer. 6 uger senere begynder de selv at lægge æg og har nået fuldvoksen appetit. Og den er kolossal: de store havesnegle uden hus spiser to gange deres egen kropsvægt, dvs. op til 100 g grønt, om dagen. Har man bare 10 af dem i haven, er der altså hurtigt gjort kål på køkkensager og prydplanter.
Sneglens 40-125.000 tænder sidder på tungen og virker som en rasp, der forbløffende hurtigt kan ribbe et blad eller lave store huller i jordbær, nedfaldne æbler og kartofler. Alle snegle spiser friske planter, men det er dem uden hus, der er de store syndere i haver og køkkenhaver. Snegle med hus er generelt mindre, og mange af dem er tilfredse med rådnende plantedele – faktisk indgår de i havens økosystem og det er da heller ikke dem, der giver haveejerne søvnløse nætter.
Snegle har fire følehorn. Øjnene sidder ved de øverste, men duer ikke til noget videre, og sneglene finder frem til deres føde ved hjælp af en højt udviklet lugtesans. De store snegle går efter stærke lugte og sætter gerne både løg og tagetes til livs. Du kan se mere om planter, der tiltrækker snegle og planter, de ikke kan lide, her.
Al bevægelse hos snegle virker langsom efter menneskelig målestok. Men med en gennemsnitshastighed på 5 m i timen kan en snegl sagtens nå at krydse en almindelig villahave på en nat.
Sneglene bevæger sig ved at sammentrække og strække foden, der glider på et slimlag, som den producerer løbende. Fodens muskler og slimen danner undertryk, så sneglen kan kravle lodret eller vandret med ryggen nedad på helt glatte flader som f.eks. glasruder. Men de skal hele tiden have fat med hele foden – det er derfor sneglehegn og sneglekraver virker: sneglen kan ikke ligesom nogle larver spænde over det tomrum, som vinklen danner, før den igen får fast grund under foden.
Sneglene har det bedst ved 17-18° C. Bliver det varmere, søger de skygge og fugtige steder, og i ekstrem varme dør de af udtørring. Snegles hud er umådelig tynd og sårbar. Slimen tjener til at beskytte den mod udtørring og skader. Men det kræver store mængder vand og fugtighed at danne slimen. Jo mere tørt der er, jo mere slim skal sneglen udvikle og jo mere fugt har den brug for – og det får den fra grønne planter.
Hvordan det hænger sammen med de mange råd om tørre partier i haven og skarp belægning på jorden kan du se under, Gode råd mod snegle – trods den tynde hud kan en snegl faktisk kravle over en skarptslebet knivsæg uden at komme til skade.
Lys og mørke betyder ikke noget for sneglene. Når de især kommer frem om aftenen og om natten, er det på grund af køligheden og duggen. Det gælder også sensommeren og efteråret, sneglenes paradisiske tid: uden at blive solskoldede på de nøgne rygge kan de frådse løs i havens frodige planter og bugnende køkkenhaver i de stadig længere aftener og nætter.
Sneglenes sæson er også meget længere end haveejernes: de bliver ved indtil temperaturen når frysepunktet – og om foråret er de i sving igen, når luften er omkring 5°.
Snegle, der er klækket sent på sommeren og i efteråret, kan nemlig udmærket overleve vintre, hvor frosten ikke går i jorden. De begynder med påskeliljerne og fortsætter med årstidens frugt og grønt til haven er ribbet, hvis der ikke er noget, der standser dem.
Snegle i haven
Der har været snegle lige så længe der har været haver. Snegle med hus og dem uden – den nøgne havesnegl og agersneglene – har gjort stor nytte ved at fortære forrådnende plantedele og nedfalden frugt og stor skade ved at gå løs på havens og køkkenhavens sprøde fristelser. Selvom de har været en plage især i fugtige somre, har der været nogenlunde balance i det, fordi snegle faktisk har masser af naturlige fjender: pindsvin, ræve, muldvarpe, firben, spidsmus og stålorme. Tudser og frøer. Drosler, stære, skader, mejser, musvitter og hættemåger. Ænder og høns spiser snegle. Løbebiller og deres larver, ørentviste og bænkebidere fortærer æg og nyklækkede snegle.
Engang holdt alle disse dyr i fællesskab sneglene i ave, men puslende pindsvin, frøkvækken, drosselsang og stæreflokke er de fleste steder historie.
Landskab og bebyggelsesmønster har ændret sig dramatisk de sidste årtier. Der er halvt så mange måger efter traktoren som i 1970’erne. Vandhuller og buskadser forsvinder. Pindsvin, tudser og frøer har været lige ved at uddø, og selvom de er fredede, har de det stadig svært – de har ingen steder at være i villakvarterer, hvor haverne er anlagt med stedsegrønt, en plæne og ikke noget rod i hjørnerne.
Indtil træerne er vokset op i nye bebyggelser, er der ingen mejser og musvitter. Skader betragtes som skadedyr. Muldvarpe bliver gasset. Kun i et fåtal af haverne på landet er der hønse- og andegårde. Mange steder har traktose ødelagt livsbetingelserne for insekter i jorden, og på velordnede parcelhusgrunde er der ingen huller under sokler, store sten eller småskure, hvor tudser, stålorme og firben, ørentviste og bænkebidere kan gemme sig.
Så nu er det sneglenes tur, specielt dræbersneglene – de har stort set frit spil.
Dræbersneglen
De nøgne snegle står for omkring 90% af ulykkerne i haven på grund af deres størrelse og glubende appetit.
I 1991 fik de gammelkendte nøgne havesnegle og agersneglene uhyggeligt selskab af den iberiske skovsnegl. Den har det flotte navn Arion Lusitanicus, men kendes bedst under navnet dræbersnegl.
Biologerne synes ikke om det navn, da sneglen ikke er en dræber – den fortærer døde artsfæller, men slår hverken dem eller andre dyr ihjel. Men navnet slog an, både fordi folk havde set den æde snegle og fordi den er så stor og anretter så meget skade.
Navnet “Iberisk Skovsnegl” er også misvisende. Det vides med sikkerhed, at sneglen i Danmark ikke er fra den iberiske halvø (hvor Spanien og Portugal ligger). Efter meget omhyggelige undersøgelser af skovsnegle i Portugal, hvor både kønsorganer og DNA-profiler blev sammenlignet med snegle her i Danmark, kan man med sikkerhed sige, at der ikke er tale om samme art. Faktisk ved man ikke hvor sneglen oprindeligt stammer fra.
Når den nye snegl er blevet sådan et stort problem, skyldes det ikke bare mængden, men også forskellige egenskaber, der adskiller den fra de nøgne snegle, vi ellers kender fra haven. Den iberiske skovsnegl bliver meget større end nøgen havesnegl og agersneglene – op til 15 cm lang – og spiser derfor mere.
Den er altædende og foretrækker ligefrem mange af de stærktduftende urter og blomster, som vi mennesker også sætter pris på – dem går de andre nøgne snegle udenom. Alle skovsnegle KAN befrugte sig selv – men ifølge eksperterne GØR de iberiske skovsnegle det. Også ved almindelig, gensidig befrugtning sker der ofte samtidig selvbefrugtning. De får altså langt mere yngel end de andre nøgne snegle.
Den er hårdfør – de unge snegle, der er klækket sidst på sommeren, kan udmærket overleve en kold vinter, hvis der ikke er barfrost i længere perioder.
Det værste er, at den iberiske skovsnegl ikke har nogen naturlige fjender her. Er den ført nået at blive fuldvoksen, tager de dyr, der ellers lever af snegle, den ikke på grund af dens tykke, ildesmagende slim, og for nogle af dem er den simpelthen for stor.
Mange af de såkaldt naturlige bekæmpelsesmetoder, der anbefales, bider heller ikke på dræbersneglen. Den iberiske skovsnegl kan nærmest ikke udryddes, hvis din have først er blevet invaderet – men du kan holde den væk fra kritiske steder i haven.
Desuden kan du gøre en hel del til, at de små snegle aldrig når at blive fuldvoksne og give både voksne snegle, yngel og æg så dårlige livsbetingelser som muligt.
Sneglenes udseende
Det kan være praktisk at kunne skelne mellem den iberiske skovsnegl og andre nøgne snegle, hvis man gerne vil have nytte af sneglenes oprydning i forrådnende plantedele. Men de vil allesammen hellere have friske grøntsager, jordbær og sprøde unge planter, så det er bedre at fremme regnormenes livsbetingelser, da de gør det samme arbejde, endda mere effektivt.
Den iberiske snegl kan skelnes fra de andre nøgne snegle på størrelsen – når den er udvokset, vel at mærke. De to andre bliver nemlig ikke så store, kun op til 6 cm. Får man øje på en grå, plettet snegl på 10-20 cm, er det en af Danmarks to største nøgensnegle, kældersneglen eller den plettede gråsnegl, der er helt uskadelige i haven og i øvrigt nødig bevæger sig derud.
Også antallet kan hjælpe dig til at afgøre, om det er iberiske skovsnegle, du har – de forekommer simpelthen i meget større antal på hvert sted end nogen af de andre nøgne snegle.
De nøgne snegle i haven tilhører to forskellige familier, og med lidt træning lærer man hurtigt at skelne dem fra hinanden.

Nøgen havesnegl
Den er kun 2,5-6 cm lang og trækker sig sammen til en lille, rund klump, hvis den bliver generet. Det er den, der ofte sidder på jordbær og unge salathoveder, også når tingene kommer fra en butik. Den ynder også svampe i haven. Den nøgne havesnegl er gråsort, med et mørkt bånd fra hovedet hen over åndehullet til halen. Foden er gullig-orange og slimen har samme farve.

Agersnegl
Agersneglene findes i to arter, der begge er 3-6 cm lange som udvoksede. De er mere runde i faconen end nøgen havesnegl og lyse, næsten gennemsigtige, med mørkere tegninger. Som navnet siger, har de deres oprindelige hjemsted på markerne, men der bliver kosten hurtigt ensformig og al afgrøden spirer på én gang – derfor er mange trukket ind i haverne, hvor der hele sommeren igennem kommer nye, lækre fødemner op af jorden.

Kældersnegl og Plettet gråsnegl – kaldes også leopardsnegl eller pantersnegl
Det er to forskellige snegle, men det er kun interessant for biologer. Fælles for dem er størrelsen: udvoksede snegle er 7-20 cm, og det er pletterne på skjoldet – det store glatte område bag hovedet – der har givet dem de mere eksotiske tilnavne. Kældersneglene er brune, med svagt aftegnede bånd langs kroppen. Plettet gråsnegl er grå til sort med brede mørke bånd.
Hvor kældersneglene og gråsneglene levede, før menneskene byggede kældre, skure, garager og drivhuse og begyndte at stable fliser og brædder i et hjørne af haven melder historien ikke noget om – men det er dér, du oftest finder dem i dag.
De nøgne snegle har åndehul på højre side i færdselsretningen, bagest på skjoldet. Skovsneglenes åndehul sidder også på skjoldets højre side, men meget nærmere hovedet. De nøgne snegle har desuden en såkaldt køl, en slags skarp finne, bagest på kroppen. Det har ingen af skovsneglene, deres gumper er afrundede.
Kældersnegle har karakteristiske tegninger, der gør den nem at skelne fra den iberiske skovsnegl. Den gør ingen fortræd i haven, men er tegn på for høj fugtighed, hvis man finder den indendøre)

Rød skovsnegl

Dræbersnegl
Iberisk skovsnegl eller dræbersnegl
Det er straks vanskeligere at se forskel på de skovsnegle, som vi har lært at leve med, fordi de fortrinsvis findes i skove og er småttærende, og dræbersnegle – de er jo også skovsnegle, bare iberiske.
Farven er ikke umiddelbart noget kendetegn, den iberiske skovsnegl findes i rød, brun og alle nuancer derimellem.
Det gør den vanskelig at skelne fra den røde skovsnegl, ligesom de helt mørkebrune kan forveksles med sort skovsnegl. Hos de rødlige og lysebrune iberiske skovsnegle er hoved og følehorn dog mørkere end kroppen. Udvoksede iberiske skovsnegle er 7-15 cm lange. Til forskel fra de andre skovsnegle har den langs kanten af foden en række tætte, sorte striber, der minder om knaphulssting.
Bor man langt fra en skov, er en rødlig eller meget mørk skovsnegl i haven ret sikkert den iberiske, og der er fare på færde.
De nyklækkede iberiske skovsnegle er kun 5 mm lange.
Unge iberiske skovsnegle er lyse, men har en stribe langs siderne og kan nemt forveksles med de andre nøgne snegles unger. Her må man se efter, om de har rund bagdel eller køl på bageste del af kroppen.
Snegles kønsåbning sidder omtrent der, hvor alle andre dyr har højre øre. Her foregår parringen og her kommer æggene ud. Det gælder alle lungesnegle, det vil sige dem, der lever på landjorden, hvad enten de har hus eller ikke.
Denne snegl har netop lagt tre æg og er i færd med at lægge endnu ét. Efter hver parring lægges der ca. 40 æg, som danner en klump.
Når man først har lært at skelne de gennemskinnelige, ca. 1 mm store snegleæg fra f.eks. æg fra nyttige insekter, kan man tilintetgøre dem – og slippe for lige så mange voksne, grådige snegle.
Snegle kan parre sig før de er helt udvoksede – de unge snegle her er klækket sent på efteråret og lægger an til sidste hold æg, som under gode forhold kan overleve vinteren. På grund af den gensidige parring vil de begge to lægge æg og dermed få dobbelt så mange efterkommere som andre dyr