Sensommer i haven
Sensommerhaven har sin egen stemning. Træerne bugner af frugt og køkkenhaven af grønsager. Der er fugtighed i jorden igen, og det sætter gang i de naturlige formuldningsprocesser og får det til at dufte af jord og grøde. Ofte har vi mange gode dage i september og oktober med klar himmel og stille vejr, hvor der hverken er for varmt eller for koldt. Alt i alt et rigtig godt arbejdsvejr.
Plant sentblomstrende stauder nu
Mange stauder blomstrer stadig, og hvis man har valgt nogle af de senest blomstrende, kan man sagtens have blomster helt ind i oktober. Det gælder for eksempel staudesolsikke, Sct.Hansurt, sølvlys, høstanemone, drejeblomst og ikke mindst asters. Alle disse stauder kan man sagtens plante nu, hvor de kan ses i blomst på planteskolen. Så man kan nå at have glæde af dem allerede i år.
Stauder kan deles
En af de rigtig gode ting ved stauder er, at de så let kan laves til flere, hvad enten det sker med frø, stiklinger eller ved ganske enkelt at dele dem. Det giver frihed til at lege og eksperimentere med dem. Nogle stauder bør faktisk helst omplantes og deles med mellemrum, for at de skal blive ved at holde sig sunde og tætte.
I princippet kan man dele sine stauder året rundt, men ofte er det mest hensigtsmæssigt at dele dem efter blomstringen. Gør man det nu, vil man lettere kunne huske de enkeltes planters farver og vækstmåde. Så er det lettere at få dem placeret i nye sammenhænge. De fleste stauder lader sig dele, uden at man behøver at bruge ret mange kræfter, men der er dog tilfælde, hvor man er nødt til at tage spaden til hjælp.
Skyld eventuelt det meste af jorden væk under vandhanen. Så er det lettere at se, hvor planterne kan deles. En periode med fugtigt og overskyet vejr er ideel plantevejr. Her vil planterne have lettere ved hurtigt at komme i gang igen.
Saml frø af stauderne
Frøformering af stauderne er en anden mulighed. Det er en billig og morsom metode, der især er god, hvis man har brug for rigtig mange planter. Nogle stauder lader sig for øvrigt ikke dele, så her er man nødt til at så sine planter, hvis man ønsker flere af dem. Det gælder for eksempel akeleje, stokrose og katost.
Frøene samles når de er helt modne og kan godt sås med det samme, gerne i en koldbænk eller et andet beskyttet sted. Man kan også vente med at så frøene til foråret, men en del staudefrø har brug for en kuldeperiode, før de kan spire.
Kartoflerne skal op
Køkkenhaven bugner med squash, bønner, rødbeder, gulerødder og majs. Hvis der stadig er kartofler i jorden, skal de op nu. Vælg en dag med solrigt vejr, så knoldene kan tørre hurtigt inden de anbringes mørkt og køligt. En jordkælder eller en kold garage kan bruges. Den bedste temperatur at opbevare kartoflerne ved, er 4-7 grader, men det er naturligvis sjældent, man har mulighed for at give dem den helt optimale temperatur.
Sylt rødbeder i mange farver
Rødbeder er ikke mere kun røde. De findes også i hvide, gule og endda stribede varianter. Det er sjovt at prøve noget nyt, og det sætter nye farver på middagsbordet. Også rødbederne er det en god idé at høste nu inden de bliver for grove og træede. Rødbederne er dejlige at sylte, men små kogte rødbeder med lidt smør og salt er nu også en delikatesse, der er værd at prøve.
Lav notater om haven
Det kan være en rigtig god idé at tage en lille notesbog med i haven. Heri man skriver alt det, der er godt at huske til næste år. Naturligvis tror du, du kan huske det hele nu, men til næste år har man alligevel glemt meget af det. For eksempel kan det være en god idé at lave en tegning over, hvor de forskellige afgrøder i køkkenhaven er placeret, så man lettere kan holde styr med sædskiftet.
Det er også godt at notere sig, om der måske var for mange bønner, for få ærter eller at gulerødderne måske slog helt fejl i år. Husk også at skrive gode idéer ned og lidt om, hvordan vejret har været. Sådanne notater er guld værd, når havesæsonen starter igen til næste år.