Sådan laver du en nem, hyggelig og hurtig have
Jeg er jo sådan et heldigt asen, der både har en intern og en ekstern have.
Der er selvfølgelig slet ingen tvivl om, at jeg er utrolig glad for den interne del med stauder, roser, grøntsager og terrasser.
Men i perioder opholder jeg mig faktisk mere i den eksterne del. Det er frugthaven, med langt græs og saftige æbler. Det er skovhaven, hvor bregner og fingerbøl gror vildt i træernes flimrende skygge. Og det er den lille læfyldte solkrog med et gammel frønnet bord og udsigt over marken.
Af og til spekulerer jeg på, hvorfor der ikke findes flere eksterne haver? Selvom du bor i et almindeligt parcelhus og ”kun” har 400 m2 eller måske endda lidt mindre til rådighed, så kan du jo sagtens plante en række buske tværs over græsplænen og på den måde dele haven op i to.
Sargents æble bliver omkring 3 meter høj, blomstrer utrolig rigt og smukt i maj måned og står med mængder af små bitte røde æbler i oktober. Den behøver ingen beskæring og trives de fleste steder, bare den får sol.
Bag buskene kan du lade græsset gro. Måske slå en lille gang eller blot lave en trampesti. Sætte et bord, en magelig bænk eller eventuelt lægge en stor sten, der er god at sidde på.
Er du så heldig at have en smuk udsigt, kan du lave et hul i hækken, så haven kommer i nærkontakt med landskabet og blikket kan blive langt.
Men du kan også lade hækken blive lidt højere og tættere – og bruge den eksterne havekrog som et lille helle fra hverdagen. En solvarm hule, hvor du kan sidde i fred og ro uden at blive set.
Oktober er en rigtig god plantemåned – og hyld, syrener, sargents æble, spiræa, fjeldribs og bærmispel er billige og robuste buske, som kan trives i de fleste haver.
PS – og pst: Sådan et lille læhegn og et eksternt haverum gør havelivet dejlig nemt.