Sådan får du masser af gratis træer
Har du en have, kan den sandsynligvis forsyne dig med en masse små træer, oven i købet med en minimal indsats fra din side. En masse frø bliver nemlig hvert år spredt rundt i haven af mus, egern, børn, vind og andre hjælpsomme fænomener.
Og er man lidt opmærksom når man luger, vil det ofte vise sig, at der blandt det øvrige “ukrudt” også er en masse småplanter af træer og buske. Det kan selvfølgelig være svært at kende de forskellige træer fra det øvrige ukrudt, så længe de er på kimbladsstadiet. Men lige så snart de får de første karakterblade, er de som regel nemme at kende.
Elm og ahorn er nogle af de mest aggressive, og de kommer som regel i massevis, hvis der er frøbærende træer i nærheden. Men også arter som røn, birk, tjørn, og måske eg, bøg og hassel kommer ofte på uanmeldt besøg. Mange flere kunne nævnes, men det er selvfølgelig helt afhængigt af, hvad der står i ens egen have og haverne i om egnen.
Står de i vejen, der hvor de nu tilfældigvis spirer, tager man dem bare forsigtigt op, og flytter dem til et sted i haven, hvor de kan vokse sig større i fred og ro. Så længe planterne er små, kan der stå mange på en enkelt kvadratmeter i køkkenhaven.
Man skal være opmærksom på, at hvis man har specielle sorter af træerne stående i sin have, er det ikke sikkert, at frøplanterne får de samme egenskaber. Frø af blodbøg vil for eksempel sjældent udvikle sig til træer med samme mørke blade som den rigtige blodbøg. Men ofte vil der i frøplanterne være en stor procentdel med mere eller mindre rødlige blade.
De færreste har vel ønske om at plante en masse almindelige træer, som elm, ahorn, birk, bøg og lignende i sin have. Men bor man på landet, og skal have anlagt læhegn, kan det være dyrt nok at købe planter. Her kan man sagtens supplere med træer af “egen avl”.
Ellers kan man måske bruge dem som gave, eller til at pode på, hvis man har lyst til at eksperimentere med den slags. Har man for eksempel en guldelm stående i sin have, kan man nemt lave flere ved at pode på frøplanter af almindelig storbladet elm, som næsten kommer i enhver have. På samme måde kunne en frøplante af en bøg jo sagtens ende som en rigtig, mørkbladet blodbøg.