Rododendron på terrassen

Lige nu ligner jeg et spørgsmålstegn … eller to 😲

Min veninde Elisabeth har nemlig bedt om et godt råd. Hun har 2 store rododendron stående i et vestvendt bed ved terrassen. Men hun synes, de er blevet alt for store, så planen er at forære dem væk og plante noget andet stedsegrønt, der blomstrer om sommeren.

Så spørgsmålet er, om jeg har et godt råd eller en ide til, hvad der kan plantes i stedet for de store rododendron.

Elisabeth tilføjer, at der også står lidt franske anemoner, kærmindesøster og liljekornvaller i bedet, og så slutter hun af med at skrive, at det positive ved de store rododendron er, at man kan sidde i læ af dem på terrassen, når det blæser fra vest.

Den dejligste have har vægge

Grunden til, at jeg ligner et spørgsmålstegn er, at jeg aldrig rigtig har forstået, hvorfor man planter noget, som man vel egentlig kan sige sig selv, vil blive for stort til stedet. Men jeg tror såmænd, at Elisabeth er helt på bølgelængde med rigtig mange andre haveejere. Planter skal vokse og trives … de må bare ikke blive for store.

Uha, det er sørme godt, at folk ikke har samme forventninger til deres børn 😉😵😏😱

 

Der findes et utal af yndige rododendron - og de bliver smukkere og smukkere med alderen

Der findes et utal af yndige rododendron – og de bliver smukkere og smukkere med alderen

Jeg har også indtrykket af, at rigtig mange mennesker foretrækker en have, de kan ”se ned på”. Så virker den overskuelig. Bliver planterne derimod for store og brede og høje, så mister man overblikket. For mange mennesker er det lig med, at haven ligner et vildnis.

 

Vildnis eller overdådig skønhed ... tja, smag og behag er forskellig

Vildnis eller overdådig skønhed … tja, smag og behag er forskellig

Se – englænderne har det jo fuldstændig modsat. De elsker at skabe vægge og lofter i haven, og netop derfor virker de engelske haver så fortryllende. Her får planterne lov til at udvikle sig og vise deres fulde potentiale. Det giver en helt særlig stemning og harmoni i haven.

Men tilbage til Elisabeths spørgsmål. Desværre nej … mig bekendt findes der ingen stedsegrønne planter, der blomstrer om sommeren. Jeg kan i alt fald ikke umiddelbart komme i tanke om nogen … altså bortset fra rododendron, der afhængig af sort kan blomstre fra april til hen omkring skt hans 😊

 

Hvide rododendron er altid et hit

Hvide rododendron er altid et hit

Så mit forslag er derfor, at Elisabeth beholder de flotte og livskraftige rododendron, men beskærer dem. Det kan man sagtens. Det bliver planten bare tættere og smukkere af. Jeg er dog ikke ekspert på området, så her må Google på banen. Der findes rigtig mange gode artikler om beskæring af rododendron.

Hvis det var mit bed og min terrasse, ville jeg flytte de franske anemoner mv til et andet sted i haven – og så ville jeg lade de flotte rododendron fylde hele bedet og nyde læet på terrassen.

Jeg ville nok også være temmelig stolt, for det er sørme ikke alle haver, der kan fremvise så prægtige rododendron i selskab med en så stilren terrasse.
Jamen!!! Det er jo enhver havearkitekts drøm 👍

Click Here to Leave a Comment Below 0 comments

Leave a Reply: