Påskeklokker og forår i haven
Planen var egentlig at plante jordbær i mit nye højbed, men i stedet besluttede jeg at gå i krig med påskeklokkerne og juleroserne, der vokser rundt om hasselkrattet.
Da jeg i sin tid plantede de smukke forårsblomster, havde jeg mest fokus på deres vintergrønne blade, tidlige blomstring og evne som bunddække. Jeg syntes, de var både kønne og superpraktiske, men året efter lærte jeg til min store frustration, at bladene skal fjernes hvert forår for at undgå sygdomme.
Det med at fjerne bladene er en af mine absolutte ”gider-ikke-opgaver” i haven, men jo længere, jeg udskyder arbejdet, jo mere besværligt bliver det. De gamle bladstilke bliver seje at klippe i – og overalt skyder nye blomster og blade frem, så jeg både skal passe på, hvor jeg træder, og hvor jeg klipper
Så i dag var det altså mere pligten end lysten der holdt mig med selskab i haven. Men så landede solsorten i det gamle æbletræ og slog et par strofer an, og pludselig var det, som om hele verden forandrede sig. Alle de fine påskeklokker nikkede muntert til mig, en humlebi summede fra blomst til blomst, ude over marken jublede lærkerne, og få meter fra mig holdt en blåmejse frokost i foderautomaten.
Lidt senere dumpede de første regndråber ned i mit hår, og lige så stille blev luften fyldt med den dejligste duft af støvet jord, der bliver til fugtig muld.
Måske var det blot i min fantasi, at træer og buske rankede sig og strakte grenene op mod den livgivende regn, og måske bildte jeg mig bare ind, at hele haven sukkede tilfreds over hver eneste dråbe.
Men da regnbuen tonede frem på himlen, var jeg ikke længere i tvivl. Foråret er kommet med løfter, farver og livskraft.
Så selvom jeg nok aldrig kommer til at juble over alle de visne blade på påskeklokkerne, så vil de for fremtiden stå for mig som et symbol på forandring. Hvad enten det gælder humøret, planter eller årets gang, så vil det trætte, tørre, støvede og ugidelige før eller siden blive afløst af glæde og friskhed. Det gælder bare om at lægge mærke til det 🙂