På kant med kanten i haven
Blomsterbede er så uendelig smukke, når de ligger midt i græsplænen og lyser op. Men som haveejer kommer man desværre tit lidt på kant med overgangen fra græs til stauder – så her er en række forslag til, hvordan kant-problemet kan løses.
Den gammeldags og velafprøvede metode består i at stikke kanterne af med en skarp spade. Det ser velordnet og nydeligt ud de første 14 dage, men så begynder græsset langsomt men sikkert at brede sig igen, alt mens ukrudtet pibler op af jorden. Set med naturens øjne svarer kanter nemlig til sår – og den slags skal selvfølgelig heles hurtigst muligt.
Med andre ord er kantstikning et både tidskrævende og besværligt sisyfosarbejde, der skal gentages 2-3 gange i løbet af sommeren, og som desuden kræver hyppigt brug af hakkejern i ingenmandslandet mellem stauder og græs.
Derfor lægger mange haveejere en eller anden form for fliser rundt om staudebedet. Hvis fliserne ligger i niveau med græsset, kan plæneklipperens ene hjul endda køre på belægningen. Det kan fungere ganske fint i en årrække, men græsset har det med at gro op gennem alle sprækker, og fliserne en dårlig vane med at forskubbe sig, så hele kanten til sidst skal lægges om.
Det problem kan løses ved at støbe en fast kant langs med bedet. Flere anlægsgartnere tilbyder et vældig fint og faktisk rimelig billigt kantdesign, som er værd at overveje, hvis man er helt sikker på, hvor man vil have sine kanter. Så slipper man i alt fald for vedligehold og tilbagevendende reparationer. Kanterne kan endda udføres, så de ligner fliser.
Kanten mellem græs og bed kan også markeres med brædder eller tynde jernbånd, der graves/presses ned i jorden. I begge tilfælde vil græsset dog hurtigt kravle hen over kanten, medmindre denne gøres rimelig høj. Sidstnævnte medfører, at græsset langs kanten skal klippes med saks.
En anden mulighed er marksten. De kan give haven et romantisk og naturligt look, og de holder godt på både jord og stauder. Men de letter sandelig ikke græsslåningen, og der skal jævnligt luges og fjernes græs rundt om stenene, hvis haven skal se pæn ud. Den løsning må efter min bedste overbevisning kategoriseres som beskæftigelsesterapi.
En knapt så krævende løsning er lave hække af f.eks. buksbom eller lavendel. Den slags ses ofte i tilknytning til fint revne gange som på nedenstående foto fra Sofiero i Sverige. De lave hække kan dog også bruges langs en græsplæne. Buksbommens tætte løv og ditto rodnet vil helt automatisk gøre livet surt for græsset, som derfor vil holde sig på den rigtige side af hækken. Ulempen er selvfølgelig, at buksbommen skal klippes 1-2 gange om året for at se pæn ud.
Lavendelhække skal også klippes, dog kun én gang om året. Til gengæld kan græsset undertiden forvilde sig ind mellem de blomstrende tuer, og så kan det være svært at få styr på det igen. Med andre ord skal lavendelhække luges med håndkraft.
Min personlige favorit er en frodig kant af bunddækkende stauder, der ganske enkelt skygger græsset ud, så snart det vover sig ind under de tætte blade. Følgende planter er perfekte til formålet: Hosta, kærmindesøster, bregner, storkenæb, løvefod, violer, kæmpestenbræk, guldnælde, dagliljer, høstanemoner, kulsukker, citronmelisse, perlekurv, skovjordbær, sankthansurt, vinterglans og vinca.
Jeg har brugt bunddækkende stauder som kant i snart tyve år, så jeg tør godt give metoden topkarakter, når det handler om nemt vedligehold. Som regel kan jeg nøjes med at luge lidt under og mellem stauderne et par gange i løbet af sommeren. Om det så ser kønt ud – tja, det afhænger nok af øjnene, der ser. Kanter er nemlig også et spørgsmål om smag og behag.
Mange havehilsner
