Orkidéer til vindueskarmen

Lær hvordan du får mest ud af de orkidéer som du kan købe hos blomsterhandlere og i supermarkeder…

Orkidéer er i de senere år blevet populære stueplanter som følge af, at priserne har været for nedadgående. Du kan have glæde af disse planter i mange år hvis du sætter dig lidt ind i de grundlæggende principper for dyrkning af dem. Denne side handler hovedsagelig om de orkidéer som især egner sig i en vindueskarm.

I den senere tid er der fremkommet orkidéer monteret på barkstykker – lad være med at købe dem hvis du kun har en vindueskarm, de vil ikke kunne trives der som følge af for lav luftfugtighed. Nedenstående er de orkidéer som er mest fremme i forretningerne.

Grundlæggende principper ved orkidédyrkning i vindueskarmen

  • De fleste tropiske orkidéer er epifytter dvs. de gror på træer eller klipper, deres rødder er fritliggende og opsuger fugtigheden i luften. Når vi så sætter disse planter i en potte gælder det om, at efterligne plantens naturlige voksested – dette gør vi ved at lave en meget luftig kompost som i hovedregel består af barkstykker, grov spagnum, kokosfibre og evt. skumplast. Plant aldrig en orkidé i almindelig pottemuld – så vil rødderne rådne.
  • Der er stort set ingen orkidéer der kan tåle fuld sol om sommeren.
  • Det er gavnligt for blomstersætningen, at nattemperaturen er ca. 5º lavere i forhold til dagtemperaruren.
    Som erstatning for luftfugtigheden i naturen er det en god idé at spraye planterne dagligt. Det er vigtigt med god ventilation.
  • Gødningen i naturen er meget begrænset det er kun når en fugleklat ender ved orkidéen, at den kan få lidt næring. Derfor er det også vigtigt, at begrænse gødningstilførslen i potten – brug kun 50% opløsning i forhold til det du bruger til andre stueplanter

cymbidium orkide til vindueska

Efter køb af din orkideplante

Når du har købt din orkidé hos blomsterhandleren eller i supermarkedet, er den sandsynligvis plantet i et vækstmedie som består af grov spagnum, barkstykker og/eller skumplaststykker. Du gør klogt i – efter afblomstringen, at omplante til et vækstmedie der er specielt udviklet til orkidéer og brug orkidégødning.

Visner blomsterknopperne og falder af – kan der være følgende årsager:

  • Du har vandet med koldt vand – brug altid tempereret vand, helst regnvand.
  • Planten har været udsat for kulde og/eller træk.
  • Angreb af skadedyr.
  • Planten står i samme rum som moden frugt.
  • For lav luftfugtighed omkring planten

Hold øje med skadedyr, orkidéer er hovedsageligt plaget af skjoldlus, uldlus og spindemider. Det er efterhånden svært, at få bekæmpelsesmidler som er effektive, men jeg har selv haft held med benyttelse af alm. husholdningssprit fortyndet med vand i forholdet 1:1. Skjoldlus er nok de værste at få bugt med, men gennemgå planten nøje og fjern de synlige skjoldlus med neglene – kig især efter på undersiden af bladene og bladhjørnerne nede ved basis. Når de synlige lus er fjernet vaskes hele planten med en blød klud eller 1 stykke køkkenrulle i spritopløsningen. Gentag evt. behandlingen med 14 dages mellemrum.

Hvis du har problemer med at holde luftfugtigheden i vindueskarmen, er det en god idé at anskaffe et minidrivhus, de findes i flere udgaver – og er alle velegnede til vindueskarmen. I bunden af drivhuset sættes en bakke med vand – helst med en termostatstyret varmeplade under, dette vil give en luftfugtighed på 90-95%. Med denne høje luftfugtighed er det også nødvendigt med en lille ventilator som kan indsættes i én af plexiglasruderne. Pas på om sommeren at drivhuset ikke står i solen – der kan blive meget varmt og det kan planterne ikke tåle.

cattleya orkide

Hvilke orkidéer egner sig især til vindueskarmen

Phalaenopsis

  • Stil den lyst, men uden direkte sollys om sommeren
  • Den tåler kun en lettere udtørring imellem vandingerne.
  • Giv gødning 1 gang om ugen i væksttiden om sommeren og hver 3. uge om vinteren.
  • Pas på når du vander, at der ikke kommer vand i hjerteskuddet – dette vil tage livet af planten.
  • Når orkidéen er afblomstret så klip blomsterstængelen ned til 2. led, så vil den muligvis sætte en ny stængel derfra. Pas på kuldeindstråling fra vinduet om vinteren.

Cymbidium

  • Cymbidium hører til de orkidéer som skal dyrkes køligt. Sæt den ud i haven eller på altanen om sommeren. I oktober/november inden temperaturen kommer ned under 5º , tages planten ind og stilles stadigvæk lyst og køligt 12-15º indtil blomsterne er ved at springe ud – så kan du tage den ind i stuen og nyde de smukke blomster.
  • Den vil gerne have masser af vand og gødes ugentlig om sommeren.
  • Det bemærkes, at minicymbidium ikke er så følsomme overfor temperaturen, og derfor er bedre egnede i en vindueskarm.

Cattleya

  • Cattleya er nok ikke den mest velegnede til en vindueskarm, men med mange af de nye hybrider kan det lade sig gøre.
  • Den skal have så meget lys som muligt uden direkte sollys om sommeren.
  • Når de nye bulber er fuldt udvokset indstilles vandingen og planten sættes lidt køligere – ca. 15º indtil blomsterstænglen bryder frem. Herefter vandes igen normalt.
  • Temperatur 18-22º.

Paphiopedilum

  • Der findes et utal af arter og hybrider af denne orkidé men generelt dyrkes den i tempererede til kølige omgivelser 16-20º dog skal planter med marmorede blade dyrkes tempereret til varmt 22-28º.
  • Planten kræver relativ høj luftfugtighed ca. 70-80% husk derfor at spraye og sørg for god ventilation.
  • For arters vedkommende egner Paph. callossum og Paph. sukhakulii sig især godt til vindueskarmen.

Miltonia

  • Planten trives under tempererede forhold ca.18-20º i halvskygge og skal have rigeligt med vand i væksttiden, men når pseudobulberne er fuldt udvokset må vandingen begrænses og planten stilles lidt køligere ca 15º.
  • Blomsterne holder normalt 4-6 uger. Ny blomstring kan forekomme efter 10 måneder.
  • Hvis bladene krøller som en harmonika er det fordi planten får for lidt vand.

Pleione

  • Det er ikke en orkidé som man normalt kan købe i blomsterforretninger, men det er en så smuk lille sag, at jeg synes man skal gøre en indsats for at få fat i den. Søg evt. på internettet.
  • Jeg har dem stående ude i haven om sommeren, og inden nattefrosten kommer tar jeg dem ind i mit soveværelsesvindue hvor de står med vinduet på klem hele vinteren.
  • De må endelig ikke få vand i perioden indtil blomstringen – først når nye rødder er dannet på de nye skud skal vandingen genoptages.
Click Here to Leave a Comment Below 0 comments

Leave a Reply: