Ønskelister – hvad du ønsker skal du få
I starten får vi hjælp til at skrive dem, vi tegner dem eller krydser af i reklamerne. Senere staver vi os frem så godt vi kan. Som tiden går, bliver de længere og længere, men på et tidspunkt vender det og de bliver kortere og kortere indtil vi kun ønsker os strømper og søde børn.
Ja, det er ønskelister, jeg snakker om. Som børn kan vi bruge hele december på at lave ønskelister, men som voksne kan det være umuligt at lokke ønsker ud af os. Jeg selv er stadig rigtig god til at komme med ønsker, jeg kan skrive side op og side ned. Men når det kommer til mine forældres ønskelister er der ikke meget at komme efter. Min mor og far ønsker sig altid nogle søde børn – og det får de hvert år (naturligvis). Men det er der jo ikke meget julegave over.
For børn er det rart at vide, at man kan ønske lige det man vil. Det er en hyggelig måde at for tiden til at gå, at skrive ønskeliste i december måned og det er egentlig ikke så vigtigt om man får alle sine ønsker opfyldt.
Kære julemand
Ønskelister er nok mest fra børnene til de voksne, men mange børn tror på julemanden og på at han kan opfylde ens største ønsker. Derfor skal man sende sin ønskeliste til julemanden, og det kan gøres på mange måder. I mange storcentre kan man møde julemanden, eller en af hans hjælpere, og overbringe ønskelisten her. Der opstilles også postkasser til ønskelister rundt omkring. Man kan også vælge metoden fra TV-julekalenderen Krummernes Jul, hvor Grunk kaster brevet til julemanden ud i vinden og nattehimlen. Ønskelister til julemanden skal nok komme frem på den ene eller den anden måde.