Når et træ dør

I forgårs måtte et af havens træer lade livet. Eller – det vil sige, det var allerede dødt, inden motorsaven blev startet. Barken var simpelthen lindet fra i en halv meters højde hele vejen rundt om stammen, og midt på sommeren begyndte træet da også at smide bladene et efter et.

Forår og frodighed i 2015, men allerede da var ahorntræet svækket og sprang sent ud

Det var en trist forestilling. Selvom det ”bare” var et helt almindeligt ahorntræ, så holdt jeg jo af det. Det havde sået sig selv for mere end 10 år siden og havde valgt så fint et sted i hjørnet ud mod indkørsel. Det rundede forhaven af på den helt rigtige måde, men ligesom det selv havde valgt sin placering, valgte det altså også selv sin afgang. Nu ligger det skiveskåret omme bag stalden og venter på at blive flækket, tørret og til sidst gøre gavn som brænde.

Sådan er de fleste træers skæbne, og sådan skal det vel også være. Men det giver da et lille gib i mig, når jeg kigger ud af vinduet og ser stubben deroppe ved hækken.

Måske vil jeg plante et nyt træ et par meter fra og lidt forskudt for ahorntræets stub. Jeg tror, at jeg vil komme til at savne det læ, som træet gav for østenvinden. Og fuglene brugte ofte dets grene som udkigspost. Jeg skal da i øvrigt lige love for, at flagspætten holdt et vældigt palaver i går formiddags, da den opdagede, at træet var væk. Den havde sikkert allerede glædet sig til, at træet gik fuldkommen ud og blev det herligste insekthotel og spætte-spisekammer.

Som regel var det småfuglene, der hyggede sig i træet, men af og til brugte spurvehøgen det som udkigspost.

Havde træet stået et knapt så synligt sted, havde jeg da også overladt det til naturens præmisser. Udgåede træer er nemlig i meget høj kurs hos både fugle og insekter. Men sådan lige midt i forhaven … det blev trods alt lidt for naturligt. Selv for mig 😉

Nu overvejer jeg at plante et smukt kirsebærtræ, men helt sikker er jeg ikke. For selvom jeg kommer til at savne læet, så må jeg jo også erkende, at forhaven virker lettere og lysere uden træet – og før jeg får set mig om vokser dets efterladte sidekammerat, den lille valnød, velsagtens til og udfylder en del af pladsen.

Jeg elsker kirsebærblomster

Sådan udvikler og forandrer en have sig hele tiden. Nogle gange styret af menneskeånd og -hånd. Andre gange underlagt svampeangreb, sygdomme og andre naturlige faktorer. Så gælder det om at se mulighederne.