Mellem sommertid og vintertid

Vinteren nærmer sig, og for hver dag bliver det sværere og sværere at holde fast i troen på, at der nok venter en Indian Summer lige om hjørnet 😉

I nat sætter vi uret tilbage, og havemøblerne begynder vist også at trænge til et lunere opholdssted end den stadig mere forblæste krog på terrassen.

Men jeg kvier mig. Jeg kvier mig grumme meget. Jeg har slet ikke lyst til at sige sommeren endegyldigt farvel og byde vinteren velkommen som havens gæst de næste mange måneder. Jeg går bare rundt mellem raslende blade, der har farvet græsstierne gyldne, og prøver at fastholde solens blik – eller er det blink – mellem de drivende skyer.

Jeg synes, det er for tidligt at gøre haven vinterklar. Jamen, se nu bare på de smukke høstanemoner. De står her jo stadig. Fastholder sommerens skønhed i oktobers sidste solstråler, men uha … leder samtidig tankerne mod vinter og store snefnug.

Et yndigt bindeled mellem varme og kulde. En svævende tankevals mellem længsel efter sommerdage, der svandt så alt for hurtigt – og forventningen om vinterhygge og ro. Hele efterårets væsen fastholdt i hvid æstetik.

Længe … længe står jeg dér og stirrer på høstanemonens sarte, næsten gennemsigtige skønhed. Lytter til gærdesmutten, der har travlt i mirabellen bag den tætte buksbom. Til kragerne, der diskuterer i læhegnet. Til hestene, der pruster på den anden side af hæk og vej. Til et lille fly, der skratter og brøler i luften. Til en stille susen af vindens leg med næsten nøgne grene.

Nej! Jeg venter til i morgen! Eller til engang i næste uge. Eller næste måned. Og så må klokken tikke baglæns og vejrprofeterne spå om sne. Jeg er ikke klar til vinteren. Jeg må lige have det allersidste og mest intense øjeblik med.

Måske er det netop dét øjeblik, vi glemmer alt for tit? Enten er vi så effektive og på forkant med planlægning og forventninger. Eller også halser vi håbløst bagefter og kommer for sent til festen og fornøjelserne.

Måske skulle vi blive lidt bedre til at svæve lige netop dér midt imellem fortid og fremtid. Som høstanemoner på kanten af efteråret. Så hvide og rene. Så slanke og lette. Så ubekymrede.