Let okulation vejledning
Okulation er den mest brugte formeringsmetode til roser, frugttræer og flere andre planter. Det bedste tidspunkt er slutningen af juli og hele august.
Okulation er let at lære, så hvorfor ikke kaste sig ud i det? Det kræver kun en god skarp kniv, lidt bast og noget tålmodighed.
Herunder har jeg vist, hvordan en søjleformet hvidtjørn okuleres på en almindelig hvidtjørn.
Trin 1
- Podekvisten er et kraftigt, modent skud fra i år.
- At det er modent, betyder at det skal være begyndt at blive træagtigt, og ikke blødt.
- Når man skærer i kvisten, skal veddet være hvidt. På umodne skud er det stadig grønt.
- Skær alle bladene af.
Trin 2
- Start med at skære en enkelt knop ud, ved at sætte kniven ind i barken cirka en halv centimeter under knoppen, og føre den ind bag ved og opad. Så får du knoppen skåret fri med en lang strimmel bark.
Trin 3
- Som regel får man en lille smule ved med, når man skærer.
- Det kan man forsigtigt pille af. Det gør arbejdet lidt nemmere, men det er ingen betingelse for at okulationen lykkes.
Trin 4
- Skær to snit ind i barken på grundstammen.
- Det første snit skal ligge vandret, mens det andet skal være lodret, og ligge lige under det andet, så man får et
- T-formet snit. Snittene skal gå helt ind til veddet.
- Skub forsigtigt de to barkflige til side.
Trin 5
- Lirk knoppen, som du skar ud, forsigtigt ind bag de to barkflige..
Trin 6
..og skær det overskydende stykke bark af.
Trin 7
- Bind derefter bast, gummibånd eller lignende omkring, så knoppen sidder godt fast bag de to barkflige.
- Pas på ikke at beskadige selve knoppen. Det var det!
Efter okulationen går der 2 til 4 uger, før knoppen er groet fast. Den går i dvale, og begynder ikke at gro før til foråret. I april klippes grundstammen af lige over okulationsstedet. Grundstammen vil ofte sætte en del skud. De skal klippes eller skæres af, så tidligt som muligt, så det kun er den indsatte knop, der får lov at udvikle sig.
Overvintring er som regel ikke et problem i normale vintre. Man kan dog dække okulationsstedet til med lidt granris, visne blade eller lignende. Grundstammen kan gro på friland, eller stå i en potte. Hvis den står i potte, er det sikrest at overvintre i drivhus.
Grundstammen skal være nært beslægtet med den plante man vil okulere på den. I dette tilfælde var det en 2 år gammel frøplante af almindelig tjørn.
Okulation bruges til formering af mange forskellige arter og sorter. Stort set alle roser til friland formeres ved okulation, men også mange frugttræer laves ved okulation. Sorter som lind, tjørn, røn og mange andre kan også okuleres.