Lav dine egne æblegrundstammer ved aflægning
Grundstammer til podning af æbler kan være svære at få fat på, og når det lykkes er de som regel dyre. Til gengæld er det nemt at lave dem selv ved aflægning.
Allerførst skal du have fat i nogle grundstammer, du kan bruge som moderplanter i den videre produktion. Du slipper altså ikke for besværet den første gang, men til gengæld kan du være selvforsynende fremover.
Hvor mange moderplanter du skal have, afhænger naturligvis af, hvor mange grundstammer du vil lave om året, men nogle få stykker skulle være nok til de fleste hobbygartnere. I løbet af få år kan en enkelt moderplante sagtens komme op og give både 10 og 20 nye planter om året, og det rækker jo langt i en villahave.
Trin 1
Når du har fået fat i nogle moderplanter, planter du dem i en række med cirka en halv meters afstand. Egentlig burde du så lade dem stå og gro til det første år, men det rækker tålmodigheden næppe til, så gå du bare videre i processen allerede første år.
Trin 2
Når det bliver forår, og planterne begynder at tænke på at springe ud, bøjer du – forsigtigt – toppene ned, så de ligger hen ad jorden. Du kan fæstne dem med nogle ståltrådskroge eller lignende.
Trin 3
Sæt et par brædder op på hver side og i hver ende af rækken. En højde på cirka 20 centimeter er passende. Brædderne skal holde på det jord, du senere skal dække omkring de nye skud.
Trin 4
Når de nye skud er blevet 5 – 10 centimeter høje, dækker du jord, iblandet lidt spagnum, omkring dem, så kun lige spidsen stikker op over. Vand godt til.
Efterhånden som skuddene gror til, fylder du mere jord omkring dem, indtil de nederste 15 centimeter er dækket. Sørg for at holde jorden fugtig sommeren igennem.
Trin 5
Hen på sommeren kan du skrabe forsigtigt i jorden omkring skuddene. Nu skulle du helst kunne få øje på de nye, hvide rødder der kommer fra skuddene. Sent efterår, når væksten er afsluttet, skulle det gerne se nogenlunde sådan her ud, hvis du tager brædderne væk.
Trin 6
Nu skal de enkelte skud klippes fra moderplanterne, sådan at der følger så meget rod med som muligt. Det kan du gøre om efteråret, eller du kan vente til foråret. De afklippede planter sorteres efter størrelse. De største kan du pode på med det samme, hvis de har en veludviklet rod. De lidt mindre, og dem med for lidt rod, kan plantes ud i en række i køkkenhaven. Du kan så okulere på dem i løbet af sommeren, eller pode på dem næste forår.
Lad eventuelt et enkelt skud eller to sidde tilbage på hver moderplante. De kan bøjes ned som de andre, så der kommer flere skud i næste sæson.
Til foråret fejes moderplanterne rene for jord, inden de begynder at skyde. Derefter starter processen forfra.
Der er flere forskellige grundstammer at vælge imellem, når du skal pode æbler. De har forskellig vækstkraft, og grundstammens vækstkraft påvirker det færdige træs vækstkraft i betydelig grad. Inden du går ud og køber moderplanter, skal du altså gøre dig klart om du vil lave svagtvoksende eller kraftigere voksende træer.
De mest almindelige grundstammer er:
- Vildstammer En frøformeret grundstamme, som giver en meget kraftig vækst, og senere bæring end de mere moderatvoksende stammer. For kraftig til de fleste forhold
- MM106 Den mest almindelige, som giver en middelkraftig vækst, det vil sige træer på 3 – 4 meters højde, afhængigt af sortens egen vækstkraft.
- M26 Svagerevoksende grundstamme, som passer til træer i små haver. Kan også bruges til espalier.
- M9 Meget svagtvoksende stamme, som bruges til dværgtræer, for eksempel til en terrasse, eller til espalier.
Når du vælger grundstamme, skal du også tage hensyn til æblesortens egen vækstkraft, og til jordbundsforholdene. En æblesort, som i forvejen er svag af vækst, vil i de fleste tilfælde blive alt for svag på en M9, og helt galt bliver det hvis jordbunden er mager og næringsfattig.
Omvendt vil en kraftigvoksende sort måske blive for kraftig til en lille have, hvis den podes på en MM106, og jordbundsforholdene er gode. Det er en god ide at fortælle planteskolen lidt om jordbundsforhold og de sorter du ønsker at pode, så de kan hjælpe med at vælge de rigtige grundstammer.
Så er der ellers kun tilbage at ønske god fornøjelse. Har du lyst til at lege med aflægning, kan metoden også bruges til mange andre plantearter, for eksempel hassel, kvæde (til podning af pærer), syren, sydbøg, og mange flere.