Lad haven pynte sig selv til jul

Her op til jul ser det flot ud, hvis haven er pyntet med gran, lys og krukker. Men det kan hurtigt blive et både dyrt og tidskrævende projekt – og desuden skal det hele fjernes igen til januar.

haven er pyntet med gran

Så da jeg en kold januar dag for 5-6 år siden smed en favnfuld grangrene samt adskillige bundter halvvissen buksbom, en mistelten og en samling frostskadede juletulipaner på komposten, besluttede jeg mig til at gøre noget radikalt ved haven. Fremover skulle det være hurtigt, nemt og billigt at skabe julestemning derude.

Derfor har jeg systematisk plantet stedsegrønne træer og buske, når der har trængt til lidt fornyelse rundt om i haven. Efterhånden er planterne vokset godt til, og her fra mit kontorvindue kan jeg kigge ud på en skøn cocktail af småbladet buksbom, broget benved og kristtorn med glinsende røde bær.

kristtorn med glinsende røde bær

Om sommeren vokser der høje og farvestrålende stauder foran buskene, der nærmest fungerer som en diskret mur. På den måde slipper jeg for det lidt tunge og dystre præg, som stedsegrønne buske undertiden kan tilføre haven.

Men sidst i november klipper jeg de visne blomsterstængler ned, og nu virker kristtornen og dens venner hverken tunge eller dystre. Tværtimod liver de gevaldigt op i haven og sammen med et par muntre havenisser, der jo kan genbruges år efter år, skaber de den dejligste julestemning.

muntre havenisser

Også fra terrassedøren har jeg udsigt til grønne planter. Her er det blot et tæt tæppe af juleroser og påskeklokker under hasselbuskene. I baggrunden vokser en metertyk hæk af storbladet buksbom og i græsset ligger rødkindede æbler fra det gamle Cox Pomona træ og lokker muntre solsorte til fra nær og fjern. Hver gang jeg kigger ud i haven begynder jeg uvilkårligt at nynne et vers fra Julen har bragt velsignet bud:

Glæden er jordens gæst i dag
med himmelkongen den lille,
du fattige spurv, flyv ned fra tag
med duen til julegilde.

Jo, jo, der er skam julefest derude i haven – og når mørket begynder at falde på, bliver der kvidret og sagt godnat i krogen, hvor den store laurbærkirsebær er flankeret af et par høje cypresser og en enkelt thuja.

store laurbærkirsebær

Jeg er så glad for min jule-have. Den giver mig utallige glæder uden at kræve noget til gengæld. Så hvis du mangler en god gaveide til din ægtefælle, kan jeg varmt anbefale et par kristtorn eller tre. Så vil hele familien fremover have noget smukt at kigge på op til jul.

Med ønsket om en glædelig jul

Click Here to Leave a Comment Below 0 comments

Leave a Reply: