Jeg har plantet glæde og selvværd

Jeg har aldrig betragtet mig selv som en fighter. Jeg har altid gjort mig umage, når jeg har lavet noget – men jeg har sørme også tit smidt håndklædet i ringen, når bjerget blev for stejlt. Eller givet op på forhånd, når jeg fornemmede, at jeg ikke slog til. Når jeg kunne se, at andre var stærkere, dygtige, klogere … og når jeg følte, at de grinte af mig eller så ned på mig. Så har jeg slået mig selv i hovedet med, at jeg ikke duede – og søgt ud i haven til småfuglene og blomsterne, som er flintrende ligeglade med min muskelstyrke, paratviden og lave stresstærskel.

Så jeg havde ikke troet, at jeg kunne … men jeg har vitterlig plantet træer i den forgangne uge. 75 små træer der engang bliver til skov. Min skov. Og jeg har plantet dem selv. Helt alene. Mens kattene så til og gæssene trak skræppende over himlen i store og større flokke.

I torsdags var det så varmt, at jeg måtte smide jakken … åh, herlige oktober 🙂

Det var ganske vist ikke store træer med klump, men ”bare” nogle små barrodsplanter, og hullerne skulle ikke være større end til en staude. Og jorden var løsnet og omgængelig. Og solen skinnede, så jeg måtte smide jakken. Og jeg havde ingen deadline … eller noget, som jeg også skulle nå. Jeg havde hele dagen – ja, hele ugen eller hvor lang tid, jeg nu behøvede. Jeg tog bare et skridt og et spadestik ad gangen.

Det tog tre dage med mange pauser. Min mand kunne have gjort det på en time. Alle 75 træer. Han har været muldvarp i sit tidligere liv 😉 Men den, der ager med stude kommer også frem. Og har tid til at nyde udsigten undervejs.

Jeg er taknemmelig. Jeg er glad. Og jeg har en indre ro som hører til i selvværdets og tillidens hjørne af sindet. Jeg har klaret det. Jeg kunne. Jeg nød endda hvert eneste spadestik, og mine ellers så skøre fødder klagede ikke en eneste gang.

spadestik

Nu er der sikkert nogen, der nu vil ryste lidt overbærende på hovedet og mene, at sådan en smule plantning ikke er den store bedrift. Og der vil være andre, som sukker og ville ønske, at de havde kræfter til blot at kunne plante en enkelt rose. Sådan er vi så forskellige.

Det er træerne også. Mens jeg plantede, lagde jeg mærke til, at der var stor forskel på deres rodnet. Nogle havde flotte og kraftige rødder, mens andre blot havde et par små tynde ”frynser”. Jeg ved ikke, om de klarer sig – men jeg véd, at de skal have en chance 🙂