Ideer til en nordvendt have

Jeg har fået et spørgsmål … og det er jeg jo altid glad for 😊

Lone efterlyser ideer til et nordvendt haverum på ca. 5 X 17 meter. Arealet ligger bagved huset og består af en mosfyldt græsplæne, som Lone er vældig træt af. Plænen er afgrænset af hhv husmur og hæk. På tegningen er der et åbent stykke i hækken, men det er efterfølgende plantet til.

Lones tegning af haven - det nordvendte område ses nederst til venstre

Lones tegning af haven – det nordvendte område ses nederst til venstre

Nordvendte haver er altid en udfordring. De ligger jo i massiv skygge fra huset det meste af dagen – og det er også derfor, der er så meget mos i græsset. Mos elsker skygge 😉 Det gør græs derimod ikke.

Mosset og skyggen får mig til at tænke på en stemningsfuld skov – og mit bud er derfor at anlægge en superhyggelig og sval lille skovhave.

I stedet for træer vil jeg foreslå Lone at plante nogle høje buske. Hyld og hassel vil være rigtig fine. De vokser hurtigt til og kan eventuelt stammes en smule op, så de minder om flerstammede træer.

Plant buskene lidt tilfældigt og slå en snoet sti rundt om dem gennem græsset/mosset. Stien kan starte ved terrassen – og måske vil det være en ide at lave et hul i hækken ud mod indkørslen, så man nemt kan smutte den vej rundt om huset. Men det vil også være fint med en sti, der er formet som et 8-tal eller et U eller en enkelt sløjfe.  Det er helt op til lyst og fantasi.

slået en sti gennem frugthavens græs.

Her er der slået en sti gennem frugthavens græs. Princippet vil være det samme i en skovhave, bortset fra at græsset ikke vil vokse lige så hurtigt i skygge, som der gør her i solen

Mere behøver der faktisk ikke at gøres. Lad bare græsset vokse vildt under buskene. Takket være mosset vil det virke skovagtigt og spændende. Det bør dog slås i bund en gang om året – gerne om vinteren eller tidligt forår, mens det er halvvissent. Så er det lettere at arbejde med.

Læg evt par foldboldstore sten hist og pist samt et par korte, tykke afskårne grene eller en lille brændestak. Den vil fungere som det fineste insekthotel. En stump stamme sat på højkant som stubben fra et fældet træ vil også skabe stemning. Og en frønnet bænk vil være lykken på hede sommerdage.

Skovstemning midt på sommeren i min egen have. I forgrunden akelejer og fingerbøl

Skovstemning midt på sommeren i min egen have. I forgrunden akelejer og fingerbøl

Hvis Lone har lyst, kan hun lægge lidt forårsløg. Påskeliljer i ganske lyse/sarte nuancer vil være flot. Tulipaner vil derimod ikke trives i skyggen. Hun kan også vælge at så forglemmigej, fingerbøl og akelejer. Skrab godt i græsset/mosset med hakkejernet inden der sås. Og husk at så to år i træk, så planterne får etableret en god bestand.

Forglemmigej i en lille skovhave

Forglemmigej i en lille skovhave

Skal skovhaven med tiden være lidt mere kultiveret, kan der anlægges nogle områder med stauder. Hosta, bregner og påskeklokker vil være gode bud. Selv har jeg et område med storkonval. De er smukke og dækker effektivt for ukrudt. Men de kan brede sig temmelig aggressivt, så man skal tænke sig godt om, før man planter dem 😉

Storkonval, bregner, lidt hosta og et drys forglemmigej i en skovhave,

Storkonval, bregner, lidt hosta og et drys forglemmigej i en skovhave, hvor det lange og halvvilde græs er helt afløst af stauder og tidlige blomster

Tilbage er vist kun at ønske Lone god fornøjelse med den nye skovhave 😊

Click Here to Leave a Comment Below 0 comments

Leave a Reply: