Gør haven klar
En af de mange glæder ved at bo i Danmark er, at vi har fire årstider med dertilhørende klima. Vi har det smukke forår, hvor alt springer ud, og temperaturen til tider når ret høje grader. Sommeren er skøn, når den viser sig fra sin pæne side, og efteråret kan også være ret smukt med alle de brunlige og rødlige nuancer. Sidst, men ikke mindst, har vi vinteren, som de sidste par år har budt på en del sne og ret lave temperaturer.
En lille fodnote til dette romantiske billede af årstiderne er selvfølgelig, at vi i Danmark også har rigtig meget nedbør. Det samlede scenarie af de danske årstider betyder dermed, at din have bliver udsat for lidt af hvert. Derfor er det også vigtigt, at du tager dig tiden til at gøre den klar til de forskellige årstider, så du ikke risikerer at ødelægge din plæne eller eventuelle planter samt bede. Herunder følger en guide til, hvordan du bedst forbereder din have til de forskellige årstider.
Gør haven forårsklar
Der findes ikke noget bedre end at se de første vintergækker eller anemoner titte frem rundt omkring. Dette er det første spæde tegn på, at plantelivet er ved at vågne af sit vinterhi, og det er her, du også skal vågne af dit. Hvis du yder en indsats i haven først på foråret, vil dette medvirke til, at den tager sig pænt ud hen over sommeren.
Første trin i forårsklargøringen er, at du får ryddet op i haven. Fjern eventuelle løse grene, lu mellem bedene og klip de planter ned, som kan holde til det. Oprydningen i bedene må gerne være lidt sparsom, indtil foråret er kommet rigtigt i gang. Eventuelle grene eller blade kan nemlig være med til at beskytte planter i bedene mod en omgang uventet forårsfrost. Til gengæld kan du sagtens fjerne andet ukrudt. Husk desuden på, at stauder har bedst af først at blive klippet, når foråret er godt i gang, da de så vil stå pænest hen over sommeren.
Et vigtigt element i haven er græsplænen. Så snart du kan komme til det, skal du ud at køre en tur med plæneklipperen. Man kunne tro, at græsslåning ikke kræver den store videnskab, men ønsker du en pæn plæne henover sommeren, skal du sørge for at klippe græsset så højt, som plæneklipperen kan.
Længden på græsset har nemlig betydning for størrelsen på plænens rodnet, og rodnettet medvirker i princippet til, hvor solid din græsplæne er til boldspil og lignende. Dertil kommer bekæmpelsen af mos, som er en hovedpine for mange haveejere. Her lyder anbefalingen på, at du en gang om ugen kører en tromle hen over plænen, da dette nedbryder væksten af mos.
Et sidste element i at gøre haven forårsklar er at få fjernet eventuel belægning fra terrassen og herefter finde havemøblerne frem, så du kan komme i gang med at nyde foråret.
Gør haven efterårsklar
Vi springer let og elegant hen over sommeren, da haven her kun kræver almen vedligeholdelse, og du derimod skal bruge tiden på at nyde den. Når efteråret melder sin ankomst, er det dog på med arbejdshandskerne igen. En af de ting, du skal sørge for, er at få fjernet det sidste ukrudt.
Du tænker måske, at det vil dø af vinterens frost og kulde, men ukrudt er noget sejlivet skidt. Får ukrudt lov at blive stående, kan det faktisk plante frø til, at du står med endnu mere ukrudt til foråret. Har du planer om at plante en ny hæk eller træ, skal du sørge for at få det gjort i løbet af de to første efterårsmåneder. På den måde har de nye planter mulighed for at få skabt et godt rodnet til foråret, hvilket giver det bedste resultat.
En vigtig anbefaling i forhold til at gøre haven efterårsklar er, at man sørger for at få fjernet de mange blade, der lander på græsplænen. Hvis man lader dem ligge, vil de danne et lag, som gør, at det kun er mos, der vil overleve vinteren, og du vil dermed stå tilbage med en ramponeret græsplæne.
Sidst, men ikke mindst, er det en myte, at du skal klippe dine roser ned. Klipper du dem ned, kan frosten ske at blive for hård ved dem, hvilket vil påvirke blomstringen til foråret. Klipper du dem ikke ned, vil frosten automatisk sørge for at holde dem nede, og du vil stadig have pæne roser, når den tid kommer.