Gør dine børn dus med haven

Ofte er billedet af børn i en have små poder, der render rundt og roder i sandkassen eller hopper på trampolin. Haven er ofte børnenes frirum, hvor de kan få den luft under vingerne, som husets fire vægge ikke kan tilbyde. Børn kan dog få mere glæde ud af haven end blot at lege i den, og du kan med ganske simple midler være med til at vække deres interesse for plantelivet.

Fanger du deres nysgerrig fra barnsben, vil de tage denne med videre i deres voksenliv og selv blive glad for haven. Desuden er det sundt for børn at lære om naturen, så de ligeledes har en interesse for at tage vare om den.

Generelt set kan børn godt lide at have små projekter, som er deres egne. Det være sig at bage en kage, passe en hund eller i dette tilfælde at have deres helt eget blomster- eller grøntsagsbed. Med projektledere i den størrelse skal man imidlertid ikke forvente, at de gider tage 100 % ansvar for opgaven, og man skal være beredt på selv at hjælpe til.

Du kan eksempelvis starte projektet med at vise barnet det stykke jord, som han/hun skal være med til at dyrke, og så kan I i fællesskab blive enige om, hvad der skal plantes. Har du selv en idé om, at det skal være planter frem for grøntsager, skal det selvfølgelig fremlægges for barnet, så eventuelle forslag om grøntsager ikke bliver skudt i sænk.

Dette kan nemlig hurtigt fjerne motivationen fra barnet. Når I har besluttet jer for en plante eller nogle grøntsager, kan du tage barnet med på en planteskole for at købe frøene eller planterne. En planteskole er ofte som en jungle for et barn, og de mange spændende dufte og planter kan være med til at højne interessen for haven.

Hjemme i haven igen skal du lade barnet tage føringen med at plante eller så det købte. Du skal selvfølgelig vejlede med henblik på at få det til at vokse korrekt, men det er vigtigt, at barnet ikke bliver sat på sidelinjen. Hvis I har valgt at så grøntsager, kan sidste led i projektet være, at barnet får lov til at bestemme, hvad grøntsagerne skal anvendes til og er med til at tilberede maden. På den måde lærer barnet hele fra jord til bord konceptet, og der vil med garanti være en vis stolthed at spore, når familien sætter tænderne i maden.

Andre fif til at gøre haven interessant

Ud over at udnævne dine børn til projektleder på dyrkelsen af bestemte afgrøder, er der også andre muligheder for at gøre haven interessant. Et forslag er, at du sammen med børnene finder på lege, som inkluderer naturen som legeredskaber og ikke andet.

Det kan være noget så simpelt at bygge en hule ud af de materialer, som haven byder på eller blot at lege gemmeleg i haven. Du kan også bygge en bålplads i haven, hvis pladsen tillader det og lade børnene finde brænde hertil. Det er også altid et hit at lege røver og soldater med pinde som pistoler.

Med andre ord må du ikke undervurdere børnenes evne til at sætte en leg op med ganske få remedier, og hvis haven opfordrer til leg uden det nødvendigvis skal være at hoppe på trampolin, vil dette også udvikle dit barns fantasi.

Click Here to Leave a Comment Below 0 comments

Leave a Reply: