Er du nødt til … eller har du lyst til

Jeg kan ikke prale af det helt store aktivitetsniveau for tiden.

Faktisk har jeg ligget på den lade (have)side det meste af sommeren, og i disse dage tuller jeg bare rundt i haven og nyder og nyder og nyder. Jeg elsker efteråret med al dets farvepragt og denne helt særlige blanding af eftertænksomt vemod og festligt farvel-og-på-gensyn til sommerens glæder.

Rundt om mig har naboerne travlt. Der slås græs. Klippes hæk. Beskæres buske. Fældes træer. Graves, plantes, luges og rives. Det er lige før, jeg får dårlig samvittighed over at lave ingenting, og da en sød haveven mumler noget om, at der findes need to do og nice to do, griber jeg helt refleksmæssigt hakkejernet og stiler målbevidst mod køkkenhaven. NU må jeg altså tage mig sammen og lave noget fornuftigt.

Fredsrosen Peace blomstrer stadig på min gårdsplads

Men så står havebænken jo dér og kalder så indbydende. Og skyerne gør plads for et mægtigt stykke blå himmel med solskin, og hindbærrene er bløde og søde – og kattene vil kæle.

I det øjeblik går det op for mig, at ”need to do” er noget, vi selv beslutter, mens ”nice to do” kommer fra hjertet og er en gave fra livet. En gave, som vi både kan og må pakke ud og nyde lige så tit, vi har lyst. Alt det andet – nødt til – skal – bør – need to – stammer fra vores hjerne, som sandelig nok kan holde et helt regiment i sving fra morgen til aften plus natten med.

Fru Solsort har taget et nedfaldsblad med i fuglebad

Jamen, vil du måske indvinde, – ukrudtet forsvinder jo ikke af sig selv, og stauderne skal deles og kartoflerne tages op og bladene rives sammen og fjernes.

Tja … nu har jeg haft min skønne, gamle, frodige have i 25 år. Af og til har jeg gået en tur med riven og smidt et par bladbunker ind mellem stauderne, men generelt overlader jeg opgaven til vind, vejr og regnormene.

Så er der ukrudtet. Det forsvinder jo ikke af sig selv … eller gør det? Jo tættere du planter og jo mindre bar jord, du har mellem dine stauder, blomster, buske og urter, jo mindre skal du i alt fald luge. Selv skvalderkålen mister pusten, hvis kæmpestenbræk, hosta, alunrod, løvefod med flere står skulder ved skulder. Det kommer de i øvrigt helt automatisk til mellem år og dag, hvis du lader være med hele tiden at dele dem og plante om og flytte rundt 😉

De smukke sargents-æbler lyser op i buskadset og lokker fugle til haven

Kartoflerne – joh, de skal selvfølgelig op og i hus eller kule inden jorden bliver alt for klistret eller frosten bider – men hvis du har køkkenhave, er det forhåbentlig fordi du kan lide at være selvforsynende og ikke fordi du er nødt til det. Eller er der noget, jeg har misforstået?

Det er der såmænd nok 😉 Men pyt – jeg vover alligevel at tænke, at vi selv vælger, hvordan vi vil dyrke vores have – og langt henad vejen vælger vi også selv, hvordan vi vil leve vores liv. I alt fald inden for egen hæk – og indenfor de rammer/begrænsninger/muligheder, som verden nu engang sætter.

Dejlige efterårsfarver – glasbær og hortensia

Set i det perspektiv synes jeg, at det er smartest at vælge nice to do i stedet for need to do.