Det gamle æbletræ – oh, lad det stå

Da vi for snart 20 år siden flyttede herud, var baghaven fyldt med gamle frugttræer. Et par voldsomme storme lagde desværre de fleste ned, og pludselig stod det tilbageværende æbletræ så malplaceret.

Men selvom træet var gammelt og stod ”forkert”, så havde det jo sin egen charme. Hult, kroget og mosgroet. Et stærepar rugede hvert år i den tykke stamme, og i en af grenene boede havens musvitter. Træet bar også godt. Store, lækre, sødmefyldte, holdbare og sprøde Cox Pomona æbler.

Så jeg havde bestemt ikke lyst til at fælde det, men omvendt så blev jeg irriteret, hver gang jeg gik gennem haven. Nu, hvor de andre træer var forsvundet, stod Pomona´en nemlig lige dér, hvor det faldt mest naturligt at gå. Og desuden skyggede det for solen og spærrede for udsynet fra stuevinduet.

En overgang var jeg så sikker på, at træet skulle fældes, at jeg ligefrem fik podet nogle grene på nye stammer. Så ville jeg jo fortsat kunne nyde de skønne æbler.

Skæbnen ville dog, at den ene podning gik ud, og den anden så ikke for lovende ud. Så det gamle træ fik lov at stå endnu et år, og ved forårstide fik jeg en skøn ide

I stedet for at bevare den store græsplæne, kunne jeg plante en klynge buske under træet og lave en buet græssti rundt om hele herligheden. Buskene ville dele haven op på en helt ny måde, skabe rum og oplevelse – og åbne for en række spændende muligheder. Blandt andet en læfyldt køkkenhave.

Det måtte afprøves! Kom det til at se helt fjollet ud, kunne jeg bare finde et andet sted til buskene. Eksperimentet var med andre ord betydelig mindre risikabelt end at starte motorsaven og fjerne det næsten hundrede år gamle træ. Sådan et træ ville jo aldrig kunne erstattes.

Som tænkt, så gjort. Og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Ja, faktisk blev buskene starten på min helt store lidenskab for havedesign. Pludselig fik jeg et glimt af havekunstens uanede muligheder og meningen med havelivet. At forme, at skabe, at arbejde med rum og dimensioner, og at samarbejde med planterne i stedet for at dominere dem.

I dag breder det gamle træ sine krogede grene ud over en fodpose af tætte buske og skønne stauder. Netop nu lyser dets enorme krone hele haven op med de smukkeste rosa blomster. Blåmejser, musvitter og løvsangeren smutter vimst rundt mellem grenene, stærene ruger stadig i den hule stamme, og om aftenen sidder solsorten i træets top og fylder haven med vellyd.

Pudsigt nok, så synes jeg slet ikke, at træet skygger eller spærrer for udsynet. Tværtimod nyder jeg at sidde under den brede krone på varme sommerdage – og jeg kunne ikke ønske mig en bedre udsigt.

Det allerbedste er at stå op om morgenen, trække gardinerne fra og kigge direkte ud på denne fantastiske lyserøde sky. Jeg bliver så tavs og næsten andægtig. Tænk at jeg har fået tildelt så megen glæde. – Og i næste sekund slår det mig, hvor tæt jeg var på at fravælge selvsamme skønhed og lykke.

Med ønsket om dejlige timer i haven